Tekst: Mathias Sindberg. Artikkelen er opprinnelig publisert i Information, 6. september 2024.
DEN GRØNNE PETROSTAT
I Norge har de ikke bare olie. De har klimavenlig, demokratisk olie. Til Europas største energikonference i Stavanger er omstillingen harmonisk og optimistisk. Krisen er håb, mere er mindre, sort er grøn.
Måske er det brisen fra Nordsøen, måske den muntre stemning på flyet, måske er det bare, fordi jeg dagen forinden faldt over en statistik over den lave norske luftforurening. Men som jeg træder ud af maskinen, med 72 kilo udledt CO₂ bag mig, virker luften i Stavanger usædvanligt frisk, det er knitrende sprød ilt.
Også turen fra lufthavnen til ONS, Europas største konference for olie- og gasindustrien, er opløftende. Får græsser på de bløde, grønne bakker, der er små badebroer og bådhuse langs fjorden, fjelde i horisonten, og fine Villa Villakulla-huse. Ingen ville gætte på, at det her er centrum for kontinentets største olie- og gasproduktion.
Her er storslået natur, næsten al strømmen kommer fra ren vandkraft, og ingen i hele verden køber flere elbiler end nordmændene. Mere end 85 procent af alle nye biler. Men der er stort set heller ikke nogen, der eksporterer mere fossilenergi per indbygger. Ikke russerne, ikke iranerne, ikke engang saudiaraberne.
Det har de det i øvrigt fint med, glimrende faktisk, og derfor er det også naturligt, at Stavanger er vært for ONS. »Det vigtigste energimøde siden 1974,« har firmaet Equinor skrevet på store bannerannoncer over hele byen.
Engang stod ONS for Offshore Northern Seas. Men det var dengang, vi også retorisk befandt os i oliens tidsalder. Før Statoil blev til Equinor, før BP skiftede navn fra British Petroleum til Beyond Petroleum, dengang ONS’ chef stadig omtalte konferencen som en »familiefest for alle os i olie og gas«. Onde tunger vil måske hævde, at det stadig er tilfældet, ligesom nogen vil sige, at Equinor og BP stadig helt overvejende sælger olie og gas. Men det er kun rigtigt i konkret og praktisk forstand.
Nu må »den bæredygtige energifremtid bygges på skuldrene af olie- og gasindustrien«, hedder det i ONS’ program, og som chefen for Norsk Petroleumsforening senere skal forklare mig, er stemningen til årets konference »vældig optimistisk«; der er »ingen modsætninger mellem olie- og gasproducenterne og alle de grønne. Her er harmoni«.
Det er den norske klimadrøm. Mere olie, færre udledninger. Alt må laves om, og intet må forandre sig. Bæredygtig vækst, omstilling uden afsavn, det er de hundredetusinder Teslaers revolution. Norge er grønt foregangsland og fossil stormagt. En spænding nordmændene har spændt til det yderste, i flere tilfælde hinsides det logiske bristepunkt. I Norge bliver nye oliefund ofte udlagt som gode nyheder for klimaet, og de færreste protesterede, da daværende statsminister Jens Stoltenberg i 2012 erklærede, at »havde Norge bestemt her i verden, var klimaproblemet blevet løst«.
I Norge er det, de kalder »olieeventyret,« slet ikke slut endnu.
Man må forstå kompleksiteten
Der er ingen spor af protester, da jeg ankommer til åbningsceremonien. Folk smiler og omfavner hinanden. Siger tak for sidst og hælder kaffe op. Familien er samlet igen. Godt 100 klimademonstranter og Greta Thunberg har ellers forsøgt at blokere indgangen, men de må være blevet fjernet relativt hurtigt.
I hvert fald er hovedsalen fuld, da kronprins Haakon åbner konferencen. Også ved den første ONS-konference i 1974 var der demonstranter, bemærker han. »Et tegn på et velfungerende demokrati.« På harmoni, om man vil.
For Jonas Gahr Støre, Norges socialdemokratiske statsminister, er det »en stor ære« at være her. Han »forstår de unge mennesker,« siger han fra scenen. Men i det store hele betyder det jo ikke noget, om Norge lever op til Parisaftalen, fortsætter han, »men den måde, vi ændrer Norge på, kan ændre meget«.
Han deler salens optimisme. Omstillingen er i fuld gang, og industrien er motoren. Nøglen er innovation og teknologiske løsninger, det er CO₂-fangst, »man må elektrificere alt, hvad der kan elektrificeres,« men ... og så følger det ’men’, der er den fælles præmis i salen, det ’men’, der er rammen om årets ONS: »Vi må være ærlige om kompleksiteten.«
Fuld af lettelse har konferencier Lynn Loo, kemiingeniør og professor ved Princeton, kort forinden konstateret, at vi nu, ti år efter Parisaftalen, har »lært, at energiomstillingen faktisk ikke er så ligetil. Det handler ikke bare om at reducere udledningerne«. Stærkt forvirrende for de af os, der som jeg har været i den vildfarelse, at omstillingen var et spørgsmål om netop det.
Men det handler også om forsyningssikkerhed og energipriser, må man forstå, om Rusland og geopolitik, om industrialiseringen af Afrika og kinesisk indflydelse, om at holde økonomierne kørende, om forbrugernes forventninger. Det handler om at være realistisk og få nuancerne med.
Det er ikke mere end en måned siden, at jeg i en leder her i avisen hyldede Jonas Gahr Støre som en stor humanist, og en forbilledligt progressiv statsleder, der »tidligt, insisterende og eftertrykkeligt« har kritiseret »Israels krigsforbrydelser«. Jeg har også engang skrevet, at man skal passe på med at blande klimaet og krigen sammen. Alligevel er det, som om nålen i mit politiske kompas gør nogle forvirrede udfald, når Gahr Støre nu står her og lover olieindustrien, at Norge også fremover vil støtte og »gøre det muligt at lede efter nye ressourcer« i Nordsøen.
Sidste år blev der investeret cirka 200 milliarder kroner i norske udvindingsprojekter, og alene i år har Norge udstedt 62 nye licenser i Nordsøen med den begrundelse, at olieindustrien skal »udvikles, ikke afvikles«, som energiminister Terje Aasland har sagt. Indtil den 1. januar i år var hans titel petroleums- og energiminister, men alt må laves om og intet forandre sig.
Fra scenen siger Støre: »Post-2050 vil ikke være en verden uden olie (..) jeg håber, at en del af den olie vil komme fra Norge.« Som jeg forstår det, er det cirka sådan, det lyder, når man oversætter Donald Trumps slagord »drill, baby, drill« til anstændigt norsk.
Det ... det er jo en fest
Ifølge ONS selv deltager mere end 70.000 mennesker i år. Er det korrekt, må cirka 55.000 af dem være mødt op i mørkeblå jakkesæt. Arrangementet snor sig mere end en kilometer fra byens største hotel gennem et konferencecenter, en ishockeyhal (Stavanger Oilers’ hjemmebane) og ud i ni forskellige telte, som i flere tilfælde virker større end hallen.
Årets tema er »Imagine«. Det er uklart hvorfor, men på hjemmesiden kan man læse, at det er »mere end et ord«, og under åbningsceremonien bemærkede Jonas Gahr Støre, aldeles uden ironi, at det får »en til at tænke på John Lennon«. Den luftighed præger også de mere end tusind virksomheder, der har en stand, og som har mættet lokalerne med ord som future, tomorrow, forward, dream og impact, ligesom også de højstemt dramatiske punktummer, der har sejret sig gennem erhvervslivet de seneste ti år, er talstærkt til stede. »Build faster. Together.«, »Energy. Well Engineered«.
Der er fingermadder og cocktails, logrende robothunde og virtuel golf, man kan blive 3D-scannet eller få malet hennatatoveringer af en kraftig tørklædeklædt kvinde fra Kuwait Oil Company. Der er en Young-afdeling, en kraftudladning af »Hello, fellow kids« med tikibar, DJ-pult, et konsekvent tomt silent disco-dansegulv og sætningen »TAKE a PISS« der, hvor der på resten af konferencen står toilet.
Også den grønne omstilling er på sin vis over det hele. Arrangementerne på de i hvert fald syv forskellige scener hedder »Oil & Gas Giants Net Zero Drive«, »The Climate Resilient Society« og »Can Norway save the world?«. Og langt de fleste virksomheder, uanset hvilken lille sammenhæftningsklemme til vedligeholdelse af rørledninger de producerer, hævder at være bæredygtige eller energieffektive eller en del af løsningen.
Det er måske oliebranchens familiefest, men man taler med den grønne bevægelses sprog. Alle er pionerer og revolutionære. Hos Norges næststørste, men måske mest berygtede, olieselskab, Aker BP, har alle lyserøde T-shirts på med ordene »REBELS UNITE!«. Aker BP’s chefdirektør, Karl Johnny Hersvik, har i øvrigt brugt ONS som anledning til at kræve en ny massiv støttepakke fra den norske stat, som kan understøtte en »offensiv« i efterforskningen af nye olie- og gasfelter.
Det er komplekst, vær realistisk. På sin vis gør Aker BP præcis, som de aktivister, der senere på dagen går i optog gennem ONS, råber: »Say it loud, say it clear, oil is what matters here«. Det hele er pakket ind i bløde, grønne besværgelser, der er røg og spejle og sælsom revolutionsromantik i spidse lædersko, men budskabet er ret umisforståeligt. Man skal bare spørge, så svarer de: Mere olie, mere gas, mere energi.
Uden for hallens mylder, i den friske norske luft, samler aktivisterne sig for at »debriefe«. Én undrer sig over folks reaktion på aktionen. De blå jakkesæt smilede bare, de prikkede til hinanden og pegede, tog deres telefoner frem og tog billeder. En anden fremstammer en for aktivisterne chokerende sandhed om ONS: »Det er jo ... det er en fest«.
Vagterne griber i øvrigt ikke ind over for aktivister, politiet rykker ikke ud, og ingen forsøger at forhindre aktivisterne i at demonstrere. En vagt forklarer, at han bare gør, hvad han har fået besked på: ingenting. Hans chef vil ikke have nogen scener. Her er ingen konflikt, modsætningerne er ophævet, her er harmoni.
Eventyret om Norge
Lillejuleaften 1969 ringede inspektør Olav K. Kristensens telefon i det norske industriministerium. Det var Ed Jobin, chef for Phillips Petroleum i Norge. »Olly,« sagde han, »I think we got an oilfield here«. Sådan begynder eventyret, forklarer Anne Karin Sæther, der har skrevet bogen De beste Intensjoner – Oljelandet i klimakampen. Vi mødes på hotellet og går en tur gennem mylderet. Hun er midt i fyrrerne, har halvlangt lyst hår og arbejder i dag hos tænketanken Norsk Klimastiftelse. Sæther er på ONS for at deltage i debatter og paneler og optage podcast og være en del af den bløde, grønne indpakning. »De bruger mig, og jeg bruger dem,« siger hun.
En fjerdedel af nordmændene tror ikke på menneskeskabte klimaforandringer. I en stor Yale-undersøgelse fra 2022 svarer blot 41 procent ’ja’ til, at man »bør udfase fossilenergi«. Ikke inden for en bestemt tidshorisont, ikke inden et bestemt årstal, bare om man bør. Det er lavere end noget andet land. I Saudi-Arabien er det 47 procent.
Men nordmændene har også en fælles, men ikke helt korrekt, fortælling om, at Norge indtil 1960’erne var et fattigt land af fiskere og bønder i den kolde, mørke udkant af Europa. Så ringede Phillips Petroleum, og landet blev ikke bare rigt og moderne, men byggede også verdens bedste velfærdsstat og blev en kraft for det gode i verden. I virkeligheden var Norge ikke specielt fattigt, forklarer Anne Karin Sæther. I 1969 var Norge det 10.-rigeste land i verden. I en alternativ virkelighed uden olie var Norge nok bare blevet som Danmark eller Sverige. Men uden olien var de ikke blevet så ufatteligt, uanstændigt rige. Den del af fortællingen er rigtig. Sidste år eksporterede Norge olie og gas for knap 800 milliarder danske kroner, den norske stat havde en samlet omsætning fra industrien i omegnen af 600 milliarder. Oliefonden, verdens største pengetank, ejer, hvad der svarer til 1,5 procent af verdens samlede aktiemarked, og har lige krydset 18.000 milliarder norske kroner – eller mere end fire gange Danmarks samlede bnp.
På sin vis gælder det os alle sammen, at vi skylder olien vores livsform. Uden olien, ingen biler, ingen køleskabe, ingen flyvemaskiner, ingen mobiltelefoner, ingen jordbær om efteråret. Den fossile energirevolution har været en forudsætning for industrisamfundet, for moderniteten, for fremskridtet, for alle de vældige ting, der skete i løbet af det 20. århundrede.
I Norge er sammenhængen mellem olie og velstand, mellem fremskridt og energi, særlig konkret. Det er ikke bare en fjern præmis, men en del af den nationale mytologi.
Olieeventyret er ikke bare en historie om, at Norge vandt i lotteriet. Det handler i høj grad om, hvad man gjorde med gevinsten. De var kompetente, ansvarlige og fornuftige. De udbyggede produktionen i moderat tempo, opbyggede selv ekspertise, og lod staten drive udviklingen, så rigdommene kom fællesskabet til gode. I 1971 formulerede Stortinget ligefrem »de ti oliebud«, som med én betragtelig undtagelse også er blevet fulgt. Det fjerde bud lyder: »At utviklingen av en oljeindustri må skje under nødvendig hensyn til eksisterende næringsvirksomhet og natur- og miljøvern«.
Men Norge undslap ressourceforbandelsen og den såkaldte hollandske syge, de indførte en CO₂-afgift i 90’erne, så de i dag har det, de selv kalder verdens reneste olie. Olieeventyret er ikke bare en velsignelse, men et spejl af den norske folkesjæl, det er lige så centralt for nordmændenes fortælling om sig selv, som andelsbevægelsen eller velfærdsstaten er for danskernes.
»I Norge har vi ikke olie, vi har klimavenlig, demokratisk olie,« siger Anne Karin Sæther.
Konkret er der to argumenter under påstanden om den grønne norske energisektor. Den ene er, at norsk gas er med til at udfase kul, som sviner langt mere. Det er også rigtigt, »men i Europa konkurrerer norsk gas også med vedvarende energi,« siger Sæther. Det andet argument er det, man i dansk landbrug kalder »lækageargumentet«. Lukker Norge for hanerne, er der bare nogle andre, der skruer op – og de sviner endnu mere. Det er også rigtigt, at de udledninger, der er forbundet med at hente olien op af undergrunden, er en anelse lavere end visse andre steder. »Men de udledninger udgør kun tre til fem procent af oliens samlede udledninger. Det er jo anvendelsen, der virkelig betyder noget. Når du kører i din benzinbil, er udslippene akkurat lige store, uanset om benzinen kommer fra Nigeria eller Norge,« siger Anne Karin Sæther.
Big Oils »mojo«
Man skal ikke særlig mange år tilbage, før stemningen var betragtelig dårligere i olie- og gasindustrien. De engang så mægtige olieselskaber bevægede sig rundt i offentligheden med bøjede nakker og lav stemmeføring. Den grønne omstilling forekom tiltagende uundgåelig, og på et tidspunkt i 2020 var olieprisen så lav, at det kostede 240 kroner at komme af med en tønde råolie. BP, Shell, Total, selv Exxon, måtte formulere bæredygtighedsstrategier, sætte nuludledningsmål og overbevise omverdenen om, at de ikke længere bare var oliefirmaer, men energiselskaber.
Sådan er det ikke længere. Som Kåre Runar Vagle, der er daglig leder i Norsk Petroleumsforening, forklarer mig over en kop kaffe: »Vi er ovre det stadie, hvor industrien hele tiden måtte sige undskyld.« Som man kunne læse i The New York Times sidste år: »Big Oil gets it’s Mojo back.«
Dels tjener industrien mange penge for tiden, rigtig mange endda, rekordmange penge. Dels er diskussionen om energi blevet »mere kompleks«, som det hedder her på ONS. Ikke mindst siden Rusland rykkede ind i Ukraine, og Europa pludselig skulle forsøge at rykke væk fra russisk gas. Nu diskuterer vi forsyningssikkerhed og energipriser. En række af de store olieselskaber er i hastigt tilbagetog fra deres egne klimaløfter. Shell er stoppet med at øge sine investeringer i bæredygtig energi, BP vil alligevel ikke reducere sine udledninger med 40 procent i 2040, og Exxon gider ikke længere lade, som om at de virkelig satser på at udvikle miljøvenligt brændstof ud af alger.
»Hvis vi ser værdi, gør vi det, hvis ikke, gør vi det ikke,« har BP’s chef sagt. Eller som Shells administrerende direktør har forklaret: »Vores aktionærer fortjener at se os gå efter de høje afkast.«
Ifølge det internationale energiagentur, IEA, er mindre end fem procent af industriens samlede investeringer i produktion og eftersøgning af nye kilder gået til vedvarende energi. På sin vis var det altid en absurd idé, at dem, der har mest at tabe ved den grønne omstilling, skulle tage ansvar for at drive den. Det minder mig lidt om dengang, en kommunikationsmand fra tobaksgiganten Phillip Morris forsøgte at overbevise mig om, at de arbejdede hårdt for at få danskerne til at stoppe med at ryge. Men han havde i det mindste anstændigheden til at indlede mange af sine sætninger med, »altså jeg ved godt, at det lyder lidt mærkeligt, men ... «.
Samme dag, som ONS går i gang, annoncerer amerikanske Exxon, at de vurderer, at efterspørgslen på råolie vil forblive over 100 millioner tønder om dagen helt frem til 2050. I så fald står vi nok med en absolut og uigenkaldelig katastrofe, men man må huske, at diskussionen er kompleks.
Krammet ihjel
Sidst i juni tog talsmanden for norsk Extinction Rebellion, 27-årige Jonas Kittelsen, til Den Grønne Ungdomsbevægelses sommerlejr på Krogerup Højskole for at bede om hjælp. Det er nemlig ikke nemt at være klimaaktivist i Norge, bevægelsen er »vældig lille,« fortæller han. Kun omkring 40 nordmænd er virkelig aktive. Så Jonas Kittelsen kaldte, og både Greta Thunberg og de danske aktivister svarede. I alt har lidt over 100 demonstranter slået lejr uden for byen, størstedelen danskere. Straks var de ankommet, før nogle lokale i ly af natten trængte ind i lejren og skrev »MORE OIL« på et telt. Det her er Stavanger. I det hele taget, fortæller Jonas, er Norge »et land, som elsker olie. Det er vores identitet.«
Inden vi gik hvert til sit, fortalte Anne Karin Sæther mig om en stor, nærmest sagnomspundet begivenhed under ONS: Equinors havefest. Et eksklusivt arrangement for den absolutte elite. I år vil Jonas Kittelsen, Greta Thunberg og de andre forsøge at ødelægge den.
Med bannere og slagsange står de og spærrer indgangen til Equinors hovedkvarter. Stort set alle i vandrestøvler og vindjakker. Som taxaerne ankommer, og mænd i jakkesæt og kvinder i elegante kjoler stiger ud, opstår en akavet, men umiddelbart udramatisk, situation. Aktivisterne råber »oil kills, oil kills«, jakkesættene samler sig i små grupper 100 meter fra indgangen. »Det er helt fint,« siger en af dem. »Ytringsfriheden er jo stærk i Norge,« tilføjer en anden.
Men det hiver lidt i harmonien. Gæsterne kan ikke komme ind, og situationen virker fastlåst. Politiet forsøger at fjerne to aktivister, men trækker sig igen, da en af dem råber »av«.
Det er ikke nemt både at undgå konfrontationer og få de unge mennesker væk. Det sætter gang i et bizart forløb, et spil Lemmings, hvor politiet forsøger at føre gæsterne mod andre, alternative indgange, og aktivisterne iler rundt for at forhindre det.
Endelig samler politiet gæsterne i en flok og bevæger sig mod hovedindgangen. Så står de der, 20 meter fra hinanden, jakkesættene ansigt til ansigt med vindjakkerne. Nu sker det, tænker jeg, aftenens dramaturgiske højdepunkt, high noon i Stavanger. Det hele står stille. En velformuleret dansk aktivist holder en patosfyldt tale i en megafon.
»I har ikke lyst til at blive set til det her, om et par år kommer I til at skamme jer. Gå hjem, kram jeres børn,« forsøger hun.
Men jakkesættene kigger bare lidt ned i jorden, tager deres telefoner frem, afventer nye anvisninger fra politiet. Det hele ender i et stort ikkesammenstød. Spændingen fiser ud, jakkesættene bliver ført mod en ny indgang. Et kvarter senere er aktivisterne spredt tyndt ud, og politiet får etableret en passage. Gæsterne pibler ind, og situationen spidser faktisk til. Politiet må skubbe og hive, en aktivist limer sig til jorden, enkelte bliver slæbt væk langs asfalten. Ti mennesker bliver anholdt.
Da det hele er forbi, udråber aktivisterne demonstrationen til en succes. Også selv om »det var hårdt, at de bare ignorerede os så hårdt«, som en fyr ved navn Johannes fortæller.
Men som NRK’s udsendte rapporterer hjem: »Der er ingen tvivl om, at de i hvert fald har gjort det vældig mere vanskeligt for gæsterne at komme ind«.
Hvad med dig selv?
En af dem, der måtte udstå lidt ekstra vanskeligheder på vej til kanapeerne, er Equinors cheføkonom Eirik Wærness. Dagen efter møder jeg ham ved Equinors stand til ONS, og han ligner i meget høj grad konferencens gennemsnitlige deltager. Der er højt humør i dette hjørne af konferencen. Med god grund: Equinors bruttooverskud for 2023 var knap 60 milliarder dollar. Staten ejer i øvrigt endnu 67 procent af virksomheden. Optimistisk er måske det forkerte ord, mener Wærness, men debatten om energi er blevet mere nuanceret. Der er nemlig sket en hel del de senere år. Han remser op: Ruslands invasion, covid, problemer i forsyningskæder, Kinas dominans i værdikæder knyttet til den grønne omstilling.
»Vi har indset, at vi må have en bredere diskussion om energi,« siger han. En, der ikke bare handler om klima, men forsyningssikkerhed, geopolitik, energipriser og afhængigheden af Kina. Og endelig er det en præmis, at »vi må have tid til etablere de CO₂-neutrale alternativer, før vi reducerer de fossile«, siger han.
Under en procent af den energi, Equinor producerer, kommer fra vedvarende energikilder.
»Verden er 80 procent fossil i dag,« siger Wærness. Frem til 2000 var Equinor et stort olieselskab, så blev det en balance mellem olie og gas, »og nu er vi på vej mod at blive et bredt energiselskab«. Men 80 procent af firmaets investeringer er stadig i olie og gas, medgiver han.
»Det tager tid. Du som forbruger er jo også på vej. Vældig meget af det, du gør, kræver fossile brændsler. Så omstillingen tager tid. Det er et stort system, som skal ændres«.
– Men selv i et længere perspektiv er Equinor stadig involveret i en række projekter med at finde nye olie- og gasforekomster, projekter, som rækker langt ud over 2050?
»Ja, og størstedelen af dem er knyttet til eksisterende kapacitet og infrastruktur,« siger han. »Europa kommer til at efterspørge olie og gas, også hvis vi når vores klimamål. Og hvis vi ikke leverer den olie og gas, kommer nogle andre til at gøre det, og de har højere udslip i produktionen, end vi har.«
– Equinors hjemmeside er fuld af formaninger om, at I vil føre an i energiomstillingen og være grønne pionerer. Alligevel taler du om generel efterspørgsel og forbrugernes vaner. Det er ikke at gå forrest bare at servicere det, samfundet vil have?
»Vores ansvar er på udbudssiden. Når vi fører an, er det ved ikke at have metanlækager. Vi håndterer CO₂, vi elektrificerer vores installationer, så man kan producere olie og gas uden udslip i produktionsleddet.«
– Hvad vil du sige til de aktivister, der var til Equinors fest i går, når de råber, at I skal tænke på de kommende generationer, at olie dræber, og henviser til det, FN’s klimapanel vurderer vil ske, hvis vi ikke begrænser produktionen af fossil energi?
»For det første respekterer jeg deres ret til at udtale sig. Jeg vil gerne diskutere med dem, men det er svært, når de spærrer indgangen til vores bygning. For det tredje må man se tingene i en større sammenhæng. En verden, som stoppede med at bruge olie og gas i dag, ville også hurtigt slå ganske mange mennesker ihjel.«
På vej tilbage fra Equinors stand er det svært ikke at blive overvældet af den hjertevarmende begejstring til ONS. De er de mange, aktivisterne ude foran er de få. Især i Norge. Under røgen og spejlene er der også en sandhed, der er svær at nægte. For de fleste mennesker er omstillingen kompleks, i hvert fald så længe luften endnu er knitrende frisk. I den forstand er vi alle nordmænd. Eventyret er ikke slut, men chancen for en lykkelig slutning synes hele tiden mindre.
